Kondolence
Det svære kondolencebrev
Døden rammer os alle. Døden er en uundgåelig følgesvend i alle aspekter af det at være menneske. Vi skal alle sammen dø en dag. Alligevel gør det frygtelig ondt hver gang, vi skal opleve at miste et menneske, man har haft kær. Det er som om gulvtæppet bliver flået væk under en og man befinder sig i en tilstand af hverken eller. En sorg, som kan være svær at beskrive. Døden kan have mange årsager – alderdom, sygdom, ulykke. Uanset kommer den næsten altid ubelejligt og den stiller altid de nærmeste pårørende i en følelsesmæssig uoverskuelig situation. En situation, som man skal forsøge at sætte ord på i et kondolencebrev.
Når sorgen rammer os
Når sorgen rammer os, kan det være svært at finde hoved og hale i tingene. Vi reagerer alle forskelligt og med vidt forskellige tilgange til det efterfølgende forløb. Er det ikke dig der direkte har mistet, så står du højst sandsynligt i den situation, at du skal forsøge at trøste. Du skal deltage i en begravelse, sørge for blomster og ikke mindst sende en form for kondolence til de efterladte. Det er meget i en situation hvor du, ligesom andre, er påvirket af dit tab. Uanset om døden var ventet eller om den pludselig kom, skal man aldrig kimse af, at den er svær for de efterladte. Hvordan indfanger man det i en hilsen, uden at det bliver for meget? Hvordan hylder man en afdød, samtidig med at man har respekt for andres sorg? Respekt for sin egen sorg?
En kondolence er en hilsen til de efterladte
Først og fremmest skal man altid tænke på et kondolence brev, som en hilsen til de nærmeste pårørende, en hilsen til de efterladte. Det er helt forkert, hvis man tænker på et kondolencebrev som en sidste hilsen til den efterladte. Det er det bestemt ikke. Har man en hilsen til den afdøde, bør man i stedet sige den stille for sig selv i en aftenbøn, i et brev man ligger ved kisten, eller som en stille hvisken i et lyttende øre. Kondolencen sender du til de efterladte med de efterladte i tankerne.
Skriv om lykkelige stunder og gode egenskaber
Kondolencebrevet må gerne være en hyldest til det menneske som var. Her nævner du et altid smittende godt humør, en brændende passion, en varme hos den afdøde eller andre gode egenskaber, som var kendetegnende for det menneske, som ikke er mere. I en kondolence hylder du det der var og sætter punktum for et liv, som blev levet. Har den afdøde kæmpet med sygdom, så nævner du de gode stunder på trods af sygdom. Generelt kan man sige, at en kondolence ikke er beregnet til lange sentimentale beretninger om op og nedture. Se din kondolence som en hyldest til alt det gode man har mistet.
Din egen sentimentalitet er ikke afgørende
Selvfølgelig skal der være plads til din sorg i en kondolence, det er derfor du sender kondolencen. Derfor er det vigtigt, at dit kondolencebrev bliver dine tanker om den afdøde til de efterladte. Ikke en beretning om dit inderste, men en beretning om alt det der var. Den store sentimentalitet er der som sådan ikke brug for i en kondolence. Her er der mere brug for et glædeligt gensyn med gode egenskaber og minder, som vil leve videre i dig.
Den korte og overskuelige kondolence
Endelig er det vigtigt, at du ikke bruger din kondolence til at udpensle et helt liv i detaljer. Hold dit kondolencebrev kort og præcist. Det er ikke overskud de fleste pårørende føler, når de står i den situation, at de har mistet. Derfor er der ikke brug for de lange livsberetninger. Til gengæld er det rart at vide, at du tænker på dem i den svære tid. Du føler med deres tab og du vil savne den afdødes gode egenskaber.
Mange skriver kondolencen i forbindelse med blomster ved begravelsen
Den mest enkle måde at sørge for at de nærmeste får en form for kondolence fra dig, er ved at skrive et par ord ved de blomster, som du bestiller til selv begravelsen eller bisættelsen. Her har du mulighed for kort at beklage det tab man har lidt, og hylde det menneske der var. Er det alligevel ikke nok for dig, så kan kondolencebrevet komme som tale, som en god måde at vise de pårørende at du tænker på dem i den svære stund.
Din støtte er det vigtigste
Slutteligt skal det siges, at den bedste måde at vise din sorg på, er ved at være tilgængelig. Deltag i begravelsen og den efterfølgende kaffe. Tal med de pårørende. Spørg hvordan de har det og om du kan være til nogen hjælp. Det er i de handlinger, at man skal kende sande venner. Når alt føles mest håbløst, så står du der, til hjælp og støtte.